Job i udlandet - Jobsøgende

Jobdatabaser

Vil du søge job i udlandet, er her en række databaser, som kan hjælpe dig godt på vej.

EURES - En fælles EU-jobportal

EURES er en fælles EU-portal, der henvender sig til både jobsøgende, arbejdsgivere og studerende. Den indeholder en oversigt over opslåede job i Europa.

Du kan besøge siden her: EURES – European Employment Services
 

Jobindex
Jobindex har en række søsterportaler i udlandet. Du finder dem her:

Sverige: www.jobbsafari.se

Norge: www.jobbsafari.no

Ansættelseskontrakt

Ansættelseskontrakt
Det er vigtigt at få lavet en aftale om løn- og ansættelsesvilkår, uanset om du bliver ansat hos en udenlandsk arbejdsgiver eller udstationeret af en dansk arbejdsgiver. Giv dig tid til at gennemgå kontrakten grundigt. Du kan sparre med KS om din ansættelse i udlandet.

Vi er ikke eksperter i international ansættelsesret, men vi kan gennemgå kontrakter med udenlandske arbejdsgivere på engelsk og tysk sammen med dig på baggrund af vores ekspertise inden for dansk arbejdsmarkedsjura, så de værste faldgruber undgås.

Ansættelse hos en udenlandsk arbejdsgiver
Hvis du bliver ansat hos en udenlandsk arbejdsgiver, er det en god ide at aftale med arbejdsgiveren, hvilken lovgivning, der skal gælde for ansættelsesforholdet. Hvis der ikke er aftalt noget, gælder lovgivningen i det land, hvor du skal arbejde.

Som ansat i et EU-land har du nogle minimumsrettigheder gennem EU’s direktiver, som for eksempel arbejdstidsdirektivet, ligebehandlingsdirektivet, direktivet om tidsbegrænset ansættelse og direktivet om ansættelse i vikarbureauer.

Ved ansættelse i internationale organisationer er der som regel fastlagt interne retningslinjer som regulerer løn- og ansættelsesvilkår. Se for eksempel ansættelsesvilkår i EU’s institutioner.

Udstationering
Hvis du bliver ansat af en dansk virksomhed til at arbejde i udlandet, er der tale om en udstationering. Det betyder, at du er omfattet af dansk lovgivning, selvom du arbejder i udlandet. Du har krav på at få en kontrakt, som fastlægger de vilkår, der gælder under udstationeringen.

I kontrakten bør du tage blandt andet tage højde for:

  • Udstationeringsperiodens varighed
  • Vilkårene efter afslutningen af udstationeringen
  • Telefonudgifter
  • Forsikringsforhold
  • Eventuelle frirejser til Danmark
  • Social sikring
  • Familierelaterede forhold
  • Vilkår for ud- og hjemrejse
  • Boligforhold

Du kan læse mere om udstationering her.

SKAT, økonomi og feriepenge

Som ledig har du mulighed for at få dine dagpenge med til et EU-land, hvis formålet med din rejse er at søge arbejde. Det kan du læse mere om på arbejdsløshedskassens hjemmeside.

Du kan også få lønstilskud til et job i udlandet, hvis virksomheden har hjemsted, og du er sikret hjemrejse. Det er en betingelse, at jobcentret godkender jobbet.

Social sikring

Hvis du bliver ansat i udlandet, er du som hovedregel omfattet af reglerne om social sikring i det land, hvor du arbejder. Hvis du bliver udstationeret, kan du og din arbejdsgiver søge om at du bliver omfattet af dansk social sikring ved at udfylde en blanket e101.

I Danmark består social sikring af følgende ydelser:

  • Sygesikring efter regler i sundhedsloven
  • Dagpenge ved sygdom
  • Dagpenge ved barsel og adoption
  • Arbejdsløshedsforsikring
  • Folkepension og førtidspension
  • Tjenestemandspensioner
  • ATP Livslang Pension
  • Børnefamilieydelser og børnetilskud
  • Efterløn

Dette er forudsætning af at:

  • Der er lavet en ansættelseskontrakt
  • Du arbejder for den arbejdsgiver, der udsender dig
  • Du er socialt sikret inden ansættelsen
  • Der er en tilknytning til arbejdsgiveren under udsendelsen
  • Arbejdsgiveren skal normalt udøve sin virksomhed i Danmark
  • Arbejdsgiveren skal betale lønnen
  • Udsendelsen må ikke overstige to år, men hvis arbejdsgiveren har betydelig aktivitet i Danmark, kan udstationeringsperioden efter ansøgning vare op til tre år.

Der skal under ansættelsen fortsat betales ATP, AM-bidrag, arbejdsskadeforsikring og arbejdsløshedsforsikring. Du kan læse om barselsdagpenge i udlandet på Borger.dk.

Hjælp og rådgivning

Medlemskab af KS
Hvis du bor i udlandet, og dit ansættelsesforhold ikke er reguleret efter dansk lovgivning, kan du stadig være medlem af KS. Det er et passivt medlemskab, som koster 240 kr. om året. Du kan ikke få juridisk bistand om udenlandsk lovgivning, men du modtager for eksempel stadig KOM-magasinet, og du kan få rådgivning om løn- og ansættelsesvilkår, når du er på vej til Danmark igen.

Medlemskab af AJKS
Hvis du er udstationeret eller skal arbejde uden for EØS, kan du fortsætte som medlem af AJKS. Ellers skal du som udgangspunkt arbejdsløshedsforsikres i det land, du skal arbejde i. Inden du melder dig ud af AJKS, skal du sikre dig at du er arbejdsløshedsforsikret i det land, du skal arbejde i. Læs mere her.

Internationale karrieremuligheder
Udenrigsministeriet har oprettet en portal til fremme ansættelse af danskere i internationale organisationer.

Job i EU
Faste stillinger i alle EU’s institutioner besættes gennem en central ansættelsesprocedure - Concurs.

Du kan gå til Concours, hvis du har minumum tre års akademisk uddannelse, dvs. en bachelorgrad. Det er blandt andet også en betingelse, at du er statsborger i et EU-land samt at du har gode sprogkundskaber i mindst et af de officielle EU sprog foruden dansk.

Der findes concours for danske oversættere, generalister, juristlinguister, bibliotekar/informationsvidenskab, konkurrencelovgivning, erhvervsøkonomi og informationssystemernes sikkerhed. Du kan læse mere om ansøgningerne her.

Job i Tyskland
Hvis du har fået job i Tyskland, tilbyder Make it in Germany en masse praktiske informationer om flytte- og tilpasningsprocessen.

Jobsøgning i udlandet
Hvis du vil vide mere om jobsøgnignen i udlandet tilbyder EURES en guide til jobcentre og andre myndigheder om international rekruttering. Hjemmesiden er for jobsøgere, der ønsker information om mulighederne for at arbejde i udlandet.

Nyttige links
Grib Verden
Grib Verden rådgiver og vejleder om alle tænkelige forhold i forbindelse med udrejse, studier og arbejde i udlandet.

DABGO
DABGO er et gratis netværk af over 10.000 erhvervsaktive internationale danskere, der interesserer sig for at skabe nye relationer og derigennem nye muligheder - for andre og for sig selv. Det drives på nonprofit basis af 100 ildsjæle.