Karriererådgiverens blog:

Det er okay at sige nej til nye opgaver, hvis man er presset

Der lander et stigende antal opgaver på kommunikatørernes bord. Og det kan være helt nødvendigt at kunne sige fra, hvis de nye opgaver stjæler for meget tid fra det, du er ansat til.

/files/assets/Ask-Lehrmann-1648649251.jpg
Foto Lisbeth Holten

Af Ask Lehrmann, karriererådgiver i Kommunikation og Sprog

Det er vist ikke nogen hemmelighed: Kommunikatører løser mange, mange forskellige opgaver. En ny undersøgelse fra MyNewsdesk peger på, at 64% af nordiske kommunikatører føler, at de har for mange ansvarsområder. Analyser af jobopslag peger på en stigende bredde i arbejdsopgaver. Og besvarelserne på Kommunikation og Sprogs egne faglighedsundersøgelser taler også sit eget klare sprog: Vores gennemsnitsmedlem sidder nu med et sted imellem 6-10 forskellige arbejdsområder, og har siden 2013 fået flere for hver undersøgelse.

Det gemmer på den ene side på en god nyhed: Behovet for kommunikatører har aldrig været større, kommunikatørers faglighed er i udvikling, og kommunikatører er gode til at omstille sig til et skiftende arbejdsmarked. Men den negative side af udviklingen er selvfølgelig mest åbenlys: Kommunikatører får kun sjældent lov til at fokusere på én kerneopgave, og skal i stigende grad være ’blæksprutter’, der hele tiden skal samle nye opgaver op. Jeg støder selv på det ofte i karrieresamtaler med vores medlemmer, som føler at deres kernefaglighed og specialistfunktion udvandes af et hav af opgaver.

Derfor en anbefaling: Hvis man føler, at alle de nye opgaver hurtigt lander på ens bord, må man gerne sige fra. Det kan jo faktisk være helt nødvendigt, hvis de nye opgaver vil stjæle tid og opmærksomhed fra det, der er det vigtigste – og vi oplever, at mange chefer ikke engang er opmærksomme på, at der samler sig flere og flere opgaver på kommunikatørens bord.

Hvis der er en ny opgave der skal løses, kan du skrive en liste over dine opgaver og ansvarsområder til din chef, og bede om en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan du bør prioritere i forhold til den nye opgave. Eller direkte spørge, om der er andre af dine opgaver, der kan flyttes til en anden person eller team, hvis det ikke hænger sammen. Det vigtigste er en sund, åben debat med din leder omkring dit tidsforbrug og ønsker, så I i fællesskab kan finde den bedste model for dit tidsforbrug.

Din faglighed er vigtig, og alle fortjener at bruge tid på det de blev ansat til. Derfor kan det være nødvendigt at sige fra.