Den (næsten) faglige overspringshandling

​Kender du det, at man sidder og det eneste man skal er at koncentrere sig om teksten der skal læses, eller opgaven der skal skrives, og det er det eneste man ikke kan?

Det kender jeg, og for det meste logger jeg på Facebook, eller tænder for tv’et når jeg har brug for en pause. Men for ikke så langt tid siden fandt jeg på noget andet, nemlig podcasts.

Det er så nemt. De fleste tager kun en halv time og så kan man selv bestemme emnet, og det er her det faglige kommer ind. Der findes så mange forskellige, at man kan vælge og vrage.

Lad mig guide dig til din (næsten) faglige overspringshandling.

De halvseriøse

Vi starter med de halvseriøse. Dem som er lækre at lytte til og samtidig giver dig stof til eftertanke.    

Den amerikanske podcast StartUp er produceret af Alex Blumberg. Podcastene er fagnørdede, og går i dybden med, hvad det kræver, at starte en virksomhed.

Det næste i rækken af de halvseriøse er This American Life, en samfundskulturel podcast, som vender det amerikanske samfund op og ned på en skarp og troværdig måde. Man kan vist godt kalde det storebroderen i denne her række af podcasts, da det har eksisteret i knap tyve år.

Hvis man bliver træt af den amerikanske accent, så skift over til BBC Short Cuts, en britisk podcast, der sætter fokus på dokumentarer. De fokuserer på små finurlige hændelser og folder dem ud.

Når nu du har hørt de tre podcasts, er du måske blevet nysgerrig på, hvordan man selv bygger et podcastprogram op. Frygt ej. Hjælpen er at finde i podcasten Tape.
Podcasten går i dybden med, hvordan man indsamler data, finder på historier og finder sin egen fortællermåde. Hvis du ikke har en drøm om at lave dit eget podcastprogram, men derimod elsker at fortælle historier, kan du også sagtens lytte til Tape.

Den sidste af de halvseriøse er Pitch. Du skal lytte til Pitch, hvis du mener, at radio kun er til musik, og du lytter til musik morgen, middag og aften. Det er en podcast, der sætter fokus på musikken i alle dens former.

De sjove
Og nu til de sjove. Dem du bare skal høre for fornøjelsens skyld, de podcasts som du ville ønske var en film.

Den første podcast er det eneste danske i denne række. Podcasten hedder ThirdEar. Hvert afsnit er små historier fra det virkelige liv. Det handler om alt fra falske identiteter, dødsboet med en række mærkelige breve og familiefaderen med et dobbeltliv. Mit yndlingsafsnit hedder ”I et forhold med”, som jeg ikke vil afsløre mere om.

Den sidste og min absolutte favorit er det amerikanske podcast Serial. Det er den mest populære podcast nogensinde, og det er med rette. Værten er journalisten Sarah Koenig, der efterforsker den femten år gamle mordsag om Adnan Syed, der sidder i fængsel for at have myrdet sin ex-kæreste. Der er tolv afsnit, og i løbet af dem skifter du hele tiden mening, om han er skyldig eller uskyldig. Jeg vil ikke afsløre for meget, men efter at programserien er sluttet, har Adnan fået lov til at køre en appelsag.

Det var det, guiden til den (næsten) faglige overspringshandling.

Hvad er dine overspringshandlinger?

- Katrine Rudbeck Japsen, studentermedhjælper i KS