Sådan laver du din egen infografik

Hvis du er den type, der elsker at få info via visuelle elementer, vil du vitterligt også komme til at elske denne her blog. Jeg skal nemlig forklare dig, hvordan du laver flot og fængende infografik, så selv de hårdeste tabeller og modeller kommer til at ligne side to i en Pixi bog. 

I disse big-data tider har vi behov for at forstå enorme mængder data på kort tid. Det kan en god infografik hjælpe dig med at formidle. 

3 ting inden vi går i gang med at designe.

1. Overrask din læser

De grafikker, der kan skabe flest aha-oplevelser, bliver delt flest gange. Din infografik vil skabe engagement og involvere brugeren, hvis den kan noget ud over det sædvanlige. Og det kan ting, der overrasker ofte, som denne infografik, der viser antallet af hvor mange enlige, der er i Danmark.  

2. Definer din målgruppe og dit mål

Hvad vil du gerne have din målgruppe til at huske og snakke videre om? Det er vigtigt, at du får defineret, hvad slutmålet for din infografik skal være. Skal den bruges til at skabe omtale, skabe opmærksomhed og omtale om ens brand, få folk til at forstå en væsentlig pointe eller skal det virke som et humoristisk indslag, som på billedet herunder? Samtidig skal sværhedsgraden af din grafik ligeledes tilpasses din målgruppe. Selvfølgelig skal det være enkelt og forståeligt, men lad være med at spilde ressourcer på noget folk allerede ved. Gør de tunge data enkle og forståelige. 

3. Komposition

Det er vigtigt, at du har en knivskarp struktur i din grafik. Det er dataene, der er i fokus, så må design komme bagefter. Selvfølgelig skal det være præsentabelt, men undgå at lave en Van Gogh, hvis den bordeuxrøde farve, du er helt pjattet med, ikke eksisterer. Blev ved med at spørge dig selv: Gør denne struktur det lettere at forstå mine data? En god struktur skal vise klarhed og fremhæve dine hovedresultater.

Design

Med de 3 huskeregler smedet fast, kan vi begynde på det sjove, nemlig at designe. Og til dette skal vi have fat i et program, der kan hjælpe os på vej. Her er der massere at tage fat i. Jeg bruger selv Piktochart. Programmet er intuitivt og har et hav af skabeloner, du kan bruge til at personliggøre din infografik. 

Der er derfor ikke andet end bare at komme i gang. Som med så mange andre programmer kræver det lidt øvelse, men det vigtigste her er at have de tre huskeregler i hovedet. 

Og så skal du ellers ud og præsentere din infografik til omverdenen. Gør det gennem de sociale medier og relevante communities, hvor du fanger den relevante målgruppe bedst. Det visuelle udtryk er blevet spået til at være fremtidens kommunikationsform og vinder endnu mere ind end tidligere. Det det er bare med at komme i gang, så din kommunikation bliver knivskarp. 

Det kan også hjælpe dig med at formidle nogle kryptiske budskaber i din næste opgave og opfinde dine helt egne modeller, hvis lektoren skal have skåret det ud i pap.

Christoffer Kolding, studentermedhjælper, KS

 

 

 

Tilføj kommentar